Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis 2006

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – amen

”Hvis jeg kun havde en dag tilbage at leve i, så ville jeg gå ud og plante et træ” – ordene er ikke mine, men Martin Luthers. For et træ er på en eller anden måde et billede på evigheden. Et træ, der bliver plantet i dag, vil med stor sandsynlighed leve både 5 og 6 generationer længere end os. De ældste træer, vi kender, den Californiske kæmpefyr, er over 2000 år gamle. Så et træ er et billede på evigheden. 

Det kan derfor ikke undre, at da Jesus sidder ved sit sidste måltid sammen med sine elever, og holder sin meget lange afskedstale til dem, så er det træet, han vælger som billede. For korsfæstelsen, døden, begravelsen og ikke mindst opstandelsen handler jo om, at vi er blevet en del af evigheden. Døden er ikke længere afslutningen, for Gud har overvundet døden.

Men – Jesu pointe er jo mere end bare at fortælle, at vi alle er blevet en del af evigheden. For et træ er jo ikke bare symbol på evigheden. Et træ er jo også et symbol på, at tingene vokser og forandrer sig. At der sker en udvikling

Den første prædiken, jeg holdt i en kirke, var tilbage i 1994, mens jeg stadig læste til præst, og det var over denne evangelietekst. Og jeg er glad for, at der trods alt forhåbentlig er sket en udvikling siden, for det var bestemt ikke noget mesterværk. Jeg gik fra at fabulere lidt over træ til at tale om træmand, og derfra naturligt videre til bogholdere, med den glade pointe, at der i det kirkelige og menneskelige fællesskab skal være plads til os alle, selv til kedelige bogholdere.

Det mener jeg sådan set stadigvæk, men koblingen imellem træmænd og bogholdere var ikke videre heldig. Så jeg er da glad for, at jeg trods alt har udviklet mig.

I år jo renæssance-år - hvilket igen hænger lidt sammen med Martin Luther, for reformationen, som Luther jo var hovedmanden bag, er jo et udspring af renæssancen.

Hvis man skal se på en tidslinie, så har vi middelalderen, der strækker sig fra omkring år 1100 til omkring år 1500, hvor renæssancen kommer til. Renæssance betyder genfødsel, og det som skete der i slutningen af 1400 tallet var, at man opdagede den klassiske græske og romerske tid, og ville genskabe den – men det man gjorde var ikke at genskabe, men derimod at nyskabe. Renæssancen blev begyndelsen på en udvikling, som er så stor, at det næsten er umuligt for os at forestille os, hvordan folk tilbage i middelalderen tænkte, fordi der er sket så meget siden hen.

Derfor skal vi, efter min mening, være forsigtige med at lade vores normer og tankegang dømme fortidens mennesker, sådan som for eksempel Dansk Folkeparti gør det i deres omtale af profeten Muhammed og hans ynglingskone. Muhammed havde alt i alt 12 koner, men en af dem giftede han sig med, da hun var 8 eller 9 år gammel. Der gik så et par år, inden ægteskabet blev fuldbyrdet, men som Dansk Folkeparti påpeger, var hun med sine 10 eller 11 år stadig et barn, hvilket jo gør Muhammed til pædofil. 

Men det er jo at dømme Muhammed ud fra de regler og den tankegang, som gælder i dag. På hans tid var en kvindes opgave at føde børn, og det skulle hun i gang med, så snart det var muligt. Og Muhammeds opførsel var den helt almindelig på hans tid, både i Arabien og her i Europa. Så at anklage ham for pædofili, som artiklen vist nok har gjort, er at glemme, at der er noget, der hedder udvikling. Glemme, at vi har ændret os fra middelalderen til i dag.

Dermed ikke sagt, at Muhammed er en ren helgen, men han er altså heller ikke det modsatte. Og som der står i kærlighedens højsang i første korintherbrev. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da  - det vil sige når tidernes ende kommer - skal vi se ansigt til ansigt. Hvilket jo så vidt jeg kan forstå betyder, at vi kan ikke tillade os at dømme fortidens – eller fremtidens – mennesker ud fra, hvad vi synes er rigtigt eller forkert. For vi ved ikke nok. Vi kan dømme os selv ud fra vores egen tids normer for, hvad der er rigtigt eller forkert, men vi kan ikke gøre krav på, at de gælder for alle tider. Ligesom vi heller ikke kan tage nogle normer fra Jesus tid, og kræve, at de ubetinget skal gælde nu.  

Eller for at tage endnu et eksempel, desværre lidt fra samme boldgade. Da folketinget debatterede om homoseksuelle vielser i kirken skulle være lovlige eller ej, argumenterede Jesper Langballe med, at hvis vi tillader homoseksuelle vielser er vi inde på en glidebane, hvor næste skridt meget vel kunne være, at vi tillader bigami, altså at en mand gifter sig med to kvinder.

Nu hedder det jo i folkeviddet, at straffen for bigami er to svigermødre, og der er jo ikke ligefrem det store folkekrav om det, så det er vist mere et tænkt eksempel fra Langballes side. Men den grundlæggende tanke er jo, at Gud har fastlagt nogle regler fra verdens begyndelse, og de regler har vi bare af at følge – og reglen om, at et ægteskab er imellem en mand og en kvinde, er en sådan regel.

Men man skal være lidt forsigtig, når man taler om, at Gud har givet nogle faste regler for det ene eller for det andet. Har i nogensinde tænkt over de Jesusord, som vi læser ved hver vielse: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor, og binde sig til sin hustru, for at de kan blive et kød”. Jeg og alle mine kolleger læser dem hver gang, men sådan er det jo ikke, og det har det ikke været i århundreder. Ifølge de her ord er det manden, der skal flytte ind hos kvinden – men ser vi på det sådan rent traditionelt, har det jo i århundreder været omvendt – det var kvinden, der flyttede ind hos manden. Og sådan var for tretusind år tilbage var det jo sådan, at kvinden dyrkede jorden, mens manden gik på jagt eller passede dyr. Hjemmet blev styret af kvinderne, og her ville en ny kone skabe uorden i hierarkiet, hvorimod en ny mand bare blev sendt på jagt eller ud at vogte kameler. Så det var en såre praktisk ordning at manden flyttede ind hos konen – men skal vi se på det som Guds bud, må vi sige, at det har vi ikke holdt i århundreder, for da storfamilien blev opløst, og hver mand fik sit eget, var det ikke nødvendigt med denne regel. Den hørte med til en speciel tid med nogle specielle forhold, som nødvendiggjorde den.

Og derfor mener jeg heller ikke, at Jesper Langballes argumentation mod homoseksuelle vielser har særlig stor vægt. Den bygger på den antagelse, at regler er eviggyldige, og det er de, som vi lige har set, jo ikke. De hører med til en bestemt tid.

Og her ved jeg godt, at modargumentet er, at hvis der ikke er nogle eviggyldige regler, noget, der står fast, så er vi ude på en glidebane, hvor alt er tilladt, og alt kan forandres – og hvor vi mennesker ikke kan finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert, for alt er relativt – det afhænger af tiden og af øjnene der ser.  

Og sådan kan det måske godt se ud – men det er lige netop den situation, som dagens evangelium taler til.

For Jesu tale til disciplene handler jo ikke så meget om træer, som det handler om frugt. ”Vintræ og grene og frugt hører sammen”, som det hedder i den næste salme. Hvis I kan huske Johannes døberens ord fra begyndelsen af Markusevangeliet ”Øksen ligger allerede ved træets rod”  - I det billede er hver enkelt person et træ, som er klar til at blive hugget ned. I Jesu billede er vi ikke træer – nej, vi er bundet til Jesus, bundet sammen med ham og med hinanden på samme måde, som grenene på et træ hænger sammen med stammen og med hinanden. Og selv om der stadig er en trussel om at blive hugget af, så er den langt mindre alvorlig. Det afhænger af, om vi bærer frugt.

Og hvad frugten er, ja, det står der jo også ganske klart. Frugten er kærlighed ”Bliv i min kærlighed” er kravet til os.

 Og hermed står det jo også klart, at alt ikke er relativt. Der er en målestok, og den målestok er kærlighed. Hvis noget ikke er kærligt, er det forkert, og hvis noget sker i kærlighed, er det rigtigt.

Det lyder meget simpelt, og er meget simpelt – men som alt simpelt skal det forstås rigtigt. Det er ikke nok at sige, at jeg gør tingene af kærlighed, og så er det rigtigt. Eller for at give et eksempel. Den østriske pige Natascha Kampush’s bortfører kunne meget nemt argumentere med, at han gjorde, hvad han gjorde, af kærlighed. Men det gør det jo ikke til en kærlig handling. Jeg tror, at skal det være ægte kærlighed, så skal det være gjort udelukkende for den anden, og ikke for en selv.

Men – der er en lille ting mere, som er vigtig, når vi taler om kærligheden – nemlig at den for Gud ikke er en følelse, men derimod noget, man gør. Selv om vi i det dobbelte kærlighedsbud taler om, at vi skal elske af hele hjertet, så er kærligheden ikke så meget noget man føler som noget, man gør.

 Kærlighed kræver handling – vi kan godt tale om, hvad der er godt og rigtigt, men det vigtige er, at vi gør det. Det er det, som Jesus kræver af os. At når vi gør noget, gør vi det ikke bare for at glæde os selv, men mindst lige så meget for at glæde vores medmennesker.

Det er kravet til os. Til gengæld for det er der også et løfte – nemlig at vi er blevet en del af Gud, en del af Guds evighed, på samme måde som grenene på et vintræ er en del af stammen. Vi hænger sammen med Gud, i et fællesskab, som holder os fast. Og som rækker ud over vores korte liv og ind i evigheden. Amen.

Tilbage til listen over prædikener