Prædiken 1. søndag i påsken 2006

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – amen

Is a dream a dream, if it dont come true, os is it something worse. – Er en drøm, der ikke bliver til virkelighed, en løgn, eller er den noget meget værre? Sådan spørger Bruce Springsteen i sangen ”The river”. Fortælleren i sangen har en kæreste, der hedder Mary, som han er så forelsket i, som man er, når hun er 17 og man selv er 19. Han bor i en lille by i det østlige USA; en by hvor man, som han siger det, bliver opdraget til det samme liv, som en far har. Desværre tager kærligheden mellem fortælleren og Mary overhånd på den måde, at hun går hen og bliver gravid. De bliver derfor tvunget til at gifte sig. Da fortælleren nu har en lille familie, som han står med ansvaret for, må han droppe skolen, og i stedet tage arbejde som bygningsarbejder. Uheldigvis går det ikke godt i byggebranchen – han bliver fyret, og ender med at gå arbejdsløs som så mange andre.

Og mens han går der, arbejdsløs, hjemme sammen med Mary og barnet, uden penge – så tænker han tilbage på de drømme, som han havde, som de havde, før hun blev gravid – og som altid ved Springsteen er det drømmen om frihed - om at kunne sætte sig i bilen og køre hvorhen man vil, om at kunne nyde livet, om bare at kunne lege og elske – og da er det, at fortælleren i sangen spørger, om drømme, der ikke bliver virkelighed, bare er løgne, eller om de er noget værre end løgn.

Springsteens sang, skulle være bygget over en sand historie, idet den Mary, sangen omtaler, vist nok er Springsteens egen søster. Men det er en historie, som findes igen og igen – og når vi hører den, kan vi ikke lade være med at stille det samme spørgsmål, som sangen gør imellem linierne. Da han fik af vide, at kæresten var gravid, var det så rigtigt at sige, at jeg tager mit ansvar – eller skulle han have holdt fast i sin frihed, taget sin bil, og kørt mod den amerikanske solnedgang. Eller hvad skulle han have gjort?

”Er en drøm, der ikke bliver virkelighed, en løgn, eller er den noget meget værre? I filmen ”Drømmen” er det også kampen for friheden, det drejer sig om, men på en anden, og langt mere håndgribelig måde end i Springsteens sang. Hovedpersonen her er den unge dreng Fritz, som bor ude på landet - filmen er optaget på Ærø – og er omkring 11 år gammel. Vi er tilbage i 1969, og Fritz har også sine idealer, nemlig Martin Luther King – den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper med den berømte ”I have a dream” tale.

Fritz bor hjemme på gården, og vi ser i starten af filmen, hvordan hans far får et nervesammenbrud, som desværre lige falder sammen med, at Fritz og hans klasse skal rykkes fra landsbyskolen til byens skole.

I skolen regerer en inspektør med regulært rædselsregime - alle børn er bange hele tiden. Inspektøren har været der i næsten 30 år, og alle i det lille samfund ved, at han er en tyran, men som med mange små samfund har man vænnet sig til det, vænnet sig til at se den anden vej.

Men da han næsten river øret af drengen Fritz, begynder et gryende oprør. Fritz vil nemlig ikke finde sig i, at han er blevet mishandlet. En ny lærervikar bakker ham op, og langsomt, ganske langsomt begynder oprøret mod tyrannen at blive stærkere og stærkere.

Fritz mor er i filmen det klareste billede på det lille samfunds tæthed og de vilkår, som de er oppe imod. Hun vil helst dysse sagen ned, tror, at hvis bare Fritz bliver klippet i en mindre provokerende frisure og ellers falder ind, så vil alt blive roligt. Men finder hen af vejen ud af, at det går ikke – og ender med at kæmpe med sit arbejde som indsats for sin dreng og for sandheden.

Men hvad er det, der får drengen Fritz til ikke at falde ind med de andre, bøje hovedet og lade skoleinspektøren mishandle ham. Ja, det er den drøm om frihed, som blomster der i slutningen af tresserne, og som Fritz møder gennem den nye lærervikar og ved at se den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King på TV. Og da kampen strammer til, holder Fritz modet oppe ved at citere Martin Luther Kings ”I have a dream!” tale igen og igen – for at holde fast i, at friheden for tyrannen er en drøm, der er værd at holde fast i.  

I begge disse fortællinger er det drømmen om friheden, som det handler om – men der er en forskel. Og det er den forskel, som dagens evangelium sætter lys på.

I det er det den opstandne Jesus, vi møder i de 40 dage mellem påske og Kristi Himmelfart. Jesus har her en ikke helt enkel samtale med Peter – Peter kan i hvert et fald ikke rigtigt se, hvad det er, som Jesus vil hen til. Jesus spørger Peter et par gange eller tre, om Peter elsker ham, og det er Peter jo ikke det mindste i tvivl om, at han gør. Derfor kan han ikke forstå, at Jesus spørger ham igen og igen.

Nu hører det jo med i baghovedet, at Peter nogle dage før, på langfredag, tre gange nægtede, at han overhovedet kendte noget til Jesus. Så det ligger med i spørgsmålet, at nok mener Peter at han elsker Jesus, men han har altså lige for nogle dage siden svigtet markant.

 Jesus spørger jo ikke bare igen og igen – han giver også det samme svar igen og igen – vogt mine får, pas på mine lam. Og det er jo en pointe i – nemlig at kærligheden til Gud også er en kærlighed til næsten. Du kan ikke elske Gud og hade din broder, for nu at citere lidt mere bibel.

Hvad er så meningen med at stille det samme spørgsmål igen og igen, og give det samme svar igen og igen? Jo, det er at fortælle, at det aldrig er for sent. Med til at være elsket af Gud hører at tage ansvar, ikke bare for dig selv, men også for dem omkring dig. Men også at uanset hvem du er, hvor meget galt du har gjort før, og hvor meget du har svigtet, så er det ikke, som gælder. Hvert minut er nyt, og en ny chance for at gøre det rigtige.

For det er i meget kort form en af påskens pointer. Kristus viser os, ved at dø, blive begravet men stå op igen, at der er et liv efter døden. At det hele ikke slutter med døden. Der er en evighed bagefter, hvor der er nye muligheder og chancer.

Og pointen for os er jo, at vi ikke er bundet til, at vi skal nå det hele lige her og nu, inden vores livs tid rinder ud. Der er tid nok, bagefter, til det, vi ikke nåede. Vi kan koncentrere os om det væsentlige, nemlig at sørge for, at vores medmennesker også oplever et liv i kærlighed. Opstandelsen giver os håb og kraft til at tage et ansvar, ikke bare for os selv, men også for dem omkring os.

Vi har det med at tro, at valget ligger i bestemte øjeblikke – Fritz kan gøre sit oprør, fordi han er ung og ny, ubehæftet med fejl og fejltagelser, som kan blive brugt imod ham. Springsteens svoger skulle have lavet sig oprør før, for nu sidder han i suppedasen, fanget af en tilværelse, som en gang for alle er lagt fast.

Men sådan er det ikke – og det er Jesus ord til Peter jo netop en påmindelse om. Gud har givet nye muligheder, Gud har givet os en evighed at se frem imod. Vi har al den tid, vi har brug for – også til at starte på ny – starte med at tage et ansvar, ikke bare for os selv, men for alle omkring os. Starte med at ændre – os selv, omgivelser, tilværelsen, til det bedre. For med opstandelsen er der givet tid og håb – kraft og kærlighed. Amen

Tilbage til listen over prædikener