Prædiken til 22. søndag efter Trinitatis 2006

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – amen

Den franske filosof Roseau, som levede tilbage i syttenhundredetallet, fortæller i bogen ”bekendelser”, at han en dag var taget ind på en kro i det nordlige Frankrig, og hvor han med det samme forelskede sig i servitricen. Nu havde Roseau ikke særligt mange penge, men han ville gerne give denne unge dame en gave, så han tog – eller stjal - et smukt tørklæde fra en dame ved et af de andre borde, og gav det til servitricen. Servitricen blev meget glad for gaven, og tog den på med det samme. Senere på aftenen, efter Roseau var gået, skulle servitricen rydde af bordet henne ved den dame, som Roseau havde taget tørklædet fra. Damen genkendte tørklædet, og forlagte at få det tilbage. Servitricen nægtede, for hun havde jo fået det som gave. Damen anmeldte derfor servitricen for tyveri, med det resultat at servitricen blev fyret – og da hun jo, som dømt tyv, ikke kunne få arbejde, endte hun i rendestenen som prostitueret.

I bogen tænker Roseau så over, hvorfor det gik så galt, for som han skriver: Alle handlede jo i bedste mening. Da han tog tørklædet, og gav det til servitricen, gjorde han det jo i god mening, nemlig at gøre hende glad. Da hun tog imod det, var det også i god mening, fordi hun kunne lide tørklædet. Og kvinden, der var tørklædets oprindelige ejer, handlede jo også i god mening ved at kræve sin ejendom tilbage. Så alle handlede ud fra de smukkeste motiver.

Nu er denne historie jo nok lidt filosofisk drilleri fra Roseau – og derfor sandsynligvis ikke sand. Det han gerne ville vise var, at selv om alle forsøger at gøre det bedste, og handle godt, så betyder det ikke, at alt ender godt. Der skal bare en anelse manglende omtanke til, før at den gode handling ender med at blive dårlig.  I TV-serien ”Matador” ser man masser af eksempler på, at handlinger, som er gjort i bedste mening, pludselig vender den anden vej. Som da Agnes køber hendes frue, Maude’s maleri. Eller da Mads Skjern køber den dyreste pels til konen, selv han godt ved, at bankdirektørens kone har en helt magen til.

Og problemet er naturligvis, at gjort gerning kan ikke gøres om. Man kan ikke ændre på, hvad han har gjort, men må leve med, at det ikke var det smarteste. Som den fulde mand ved festen, der spørger værtinden: ”Har citroner fjer?”. Da værtinden naturligvis svarer nej, kommer det med fra den fulde mand: Nå, så må det være kanariefuglen, jeg har presset!

Den filosofiske pointe i Roseaus fortælling er naturligvis, at når man skal bedømme om en handling er god eller ikke, er det ikke nok at se på motivet – man skal også se på, hvordan det ender. De bedste motiver kan ende med de største katastrofer. Men der er jo også en eksistentiel pointe i det her, og det er, at uanset hvor meget vi anstrenger os for hele tiden at gøre det gode, så vil vi altid ende med at gøre noget, som er knap så godt. Ingen af os er de rene engle, ikke hele tiden i hvert et fald.

Derfor er der en ret stor trøst i dagens evangelietekst om, hvem der er den største i himmelriget. For normalt ville vi sige, at den største er den, som har gjort de største gerninger. Mother Tereza, som tilbragte det meste af sit liv med at passe syge og svage i Indiens slumkvarterer er større end hr. Hansen, der tilbragte det meste af sit liv med at se TV. Og Nelson Mandela, der som ikke-volds forkæmper fik befriet Sydafrika fra Apartheid, er større end hr. Nielsen, der sad i byrådet i Espergærde i to perioder, og fik anlagt et offentligt toilet ved bymuseet.

Men sådan stiller Jesus det jo ikke op i dagens evangelium. Han siger ikke: Jo mere du har gjort, jo bedre vil du få det i himmelen. Tværtimod, så peger han på et lille barn og siger, at hvis I ikke vender om og bliver som børn, så kommer i slet ikke ind i himmelen.

Der er en del debat om, hvad Jesus egentligt har ment med billedet af børn. Vi har jo dåb i dag, og når man ser på det lille dåbsbarn, så kan man slet ikke lade være med at tænke, at det må være barnets godhed og uskyldighed, som han tænker på. At vi, som et lille barn, skal lade trygheden, glæden og tilliden være det, som bærer os igennem livet.

Men på Jesu tid havde man imidlertid et andet billede af børn. Man så ikke på dem som små engle, men derimod som små djævle. Børn var den rene ondskab, som skulle afrettes. Og set i det lys betyder Jesu ord, at den største i himmelriget ikke er den, som har gjort mest godt, men derimod er den, som kan se alt det onde, som han eller hun har gjort. Først når vi har accepteret os selv med fejl og mangler, og har bedt til Gud om, at han alligevel finder en plads til os, kan vi forvente at komme ind i himmelen.  Eller for at bruge et gammeldags og belastet ord: Først når vi har omvendt os, er der plads til os i himmelen.

Og der kan vi så blive stående – at vi blot skal omvende os, og erkende at vi er ufuldkomne mennesker, og så klarer Gud resten. Vi er det bortløbne får, som Gud går ud og finder. Men det ville ligesom være at springe det meste af dagens evangelium over. For der er et stort midterafsnit, som kommer lige efter talen om, at vi alle skal blive som børn. Og i det afsnit er det jo ikke de bløde formuleringer, som Jesus finder frem. ”Den der bringer en af disse små til fald, var bedre tjent med at få en møllesten om halsen og blive sænket ned i havet!” Det er da konsekvenspædagogik, så det forslår.

Og hvad betyder det så? Ja, der er en lille historie i det gamle testamente, som kan forklare det lidt. Den handler om David, den største af alle de Israelske konger. David startede som hyrdedreng, men ved hjælp af dygtighed, list og snilde blev han først hærfører, og siden konge i Israel. Og da han var blevet konge skete der det uheldige, at han forelskede sig i en ung smuk kvinde, Batseba. Det uheldige ved det var, at Batseba allerede var gift, med en soldat i Davids hær, som hed Urias. Men nu var David jo ikke taktiker for ingenting. Næste gang hæren skulle i krig, sørgede han for, at Urias blev sat på en post, hvor han var helt sikker på at blive slået ihjel – deraf ordet Uriaspost. Og da så Urias var død, kunne David i ro og mag gifte sig enken Batseba.

Og havde man spurgt David, ville han, som alle gode politikere, have sagt: Jeg gjorde ikke noget! Jeg slog ikke Urias ihjel. Mens alle vi andre godt kan se, at han gjorde noget – han satte en fælde for Urias. Og profiterede af, at Urias gik i fælden. Naturligvis, for der var ikke meget andet, han kunne have gjort.  Og til dem, som ikke kender historien, så sørgede Gud for, at fik David sin straf.

Men hvorfor nævner Jesus dog faren for at bringe andre til fald, når spørgsmålet er det meget simple om, hvem der er størst i himmelriget? Jo, det gør han, fordi vi mennesker er konkurrenceprægede. Vi kan ikke lege med en bold, uden at vi skal lave et par mål, og se hvem der er bedst til at få bolden et bestemt sted hen. Og vi holder os normalt ikke tilbage for også at spænde ben eller på anden måde forhindre den anden i at komme først.

Men det er heldigvis ikke alt, som kan laves om til en konkurrence. Der er en amerikansk satire, der siger, at livet er en konkurrence, hvor den, som har flest ting, når vedkommende dør, har vundet! Hvilket jo et ret absurd, da man jo netop ikke kan tage det med sig. For Livet er ikke på den måde nogen konkurrence.

Hvis vi skal overføre den amerikanske satire på et skibsforlis, så går det ud på at få mest muligt gods med i redningsbåden, inden skibet synker. Men jeg håber da, at de fleste her, hvis I skulle ende på et synkende skib, vil glemme alle kufferterne og i stedet koncentrere jeg om det, som er vigtigt, nemlig at få så mange mennesker som muligt i redningsbådene. Og her er det vigtige ikke, hvem der har reddet hvem, eller hvem der har reddet flest, men derimod at så mange som muligt, og helst alle bliver reddet. Og det er det samme med himmelriget. Himmelriget handler ikke om at være størst, eller hvem der har mest, men det handler om at få flest mulig derind – som med redningsbåden på et synkende skib. Så Jesu tale i dag er igen en påmindelse til os om, at skal vi gøre Guds vilje, så skal vi ikke tænke på os selv, men på vores medmennesker – det er dem, som vi skal have blik for. Og dermed finde vejen ind i det himmelrige, som Gud har lovet os. Amen.

Tilbage til listen over prædikener