Konfirmandtale til konfirmation St. Bededag 2006
Kære konfirmander, forældre, gæster og andre
Konfirmationen i dag er jo afslutningen på et forløb, der startede helt tilbage i begyndelsen af oktober. De første par gange gik lige med at lære hinanden at kende, men derefter må jeg sige, at det er gået rigtigt godt: I har været et af de hold, som jeg har været mest glade for. Jeg har selv en lille episode, som jeg tror fortæller en del om mit forhold til årets hold og omvendt. En af konfirmanderne kom hen til mig, og stillede mig følgende gåde: Hvornår er månen tættest på jorden?
Med svaret – det er den, når præsten binder sine sko!
Når folk spørger mig, hvorfor jeg har mange flere piger end drenge som konfirmander plejer jeg at sige, at det er min moderigtige frisure, der trækker dem til! Men sådan er det nok ikke helt. Jeg kommer jo ude fra landet, hvor man gjorde døbefonden ren med round-up, og det kan ligesom ses.
Men – kære forårskonfirmander, må det vel hedde, for jeres hold har jo ikke bare været jer fem, men også de 9, der skal konfirmeres til efteråret. Og som jeg vist allerede har sagt, har I været et af de bedste konfirmandhold, jeg har haft. Og det har I været, selv om I har været et meget blandet hold, fra flere skoler, og med forskellige interesser og forskelligt ståsted. Men alligevel vil jeg sige, at I har været gode til at give plads, og tage hensyn til, at vi alle er forskellige og tænker forskelligt.
En af de store events i løbet af forberedelsen var jo ”sove-i-kirken” arrangementet, hvor vi om eftermiddagen havde lidt konfirmationsforberedelse, og derefter spiste Pizza og så en film – inden den stod på natløb og sove i kirken.
Filmen var en filmatisering af Jan Giulliou’s bog ”ondskab” - en bog, der er bygget på virkelige begivenheder. Hovedpersonen i bogen er en vild slagsbror, der efter endnu et slagsmål bliver smidt ud fra skolen. Hans eneste chance for at få en eksamen, der kan sende ham videre i Gymnasiet, er at tage på kostskole. På denne kostskole er det imidlertid sådan, at de ældre elever – og da kostskolen har eget gymnasium, er de 3-4 år ældre end ham – tyranniserer de yngre. Hovedpersonen vælger at gøre oprør, men at gøre det uden at bruge vold. Og kommer utroligt langt med det. Det er først, da fjenderne ikke går efter ham selv, mens hans venner, at han bliver nødt til at vise, at han er den stærkeste.
Vi talte lidt om det bagefter – og en af de ting, jeg bed mærke i, var, at selv om man i filmen bliver utroligt sur på de drenge, der mobber – og virkelig nyder, da de får deres straf – så var I ikke meget for at overføre den vrede til virkelige situationer. Der havde I god forståelse for, at dem, der mobber, ikke gør det, fordi de er stærke, men fordi de er svage.
Og derfor er løsningen ikke hævn – hvis du bliver mobbet af en klassekammerat med, at du har stritører, så er løsningen ikke, at den person, der mobber, en dag selv vågner op med store ører, der står ud til alle sider. For når vedkommende mobber, er det ikke fordi han eller hun er stærk, men fordi han eller hun er usikker, og forsøger at kompensere for denne usikkerhed ved at finde et offer, der er svagere. Så svaret er ikke hævn – svaret er det, som dagens evangelium giver – nemlig at gøre mod andre, som du ønsker, at de skal gøre mod dig. For det er måden at fjerne usikkerheden på.
Jazzmusikeren og skuespilleren Freddy Albrecht blev som barn drillet med at hans underkæbe rakte meget længere ud end hans overkæbe. En dag, hvor drillerierne havde været rigtig slemme, mødte han på vejen hjem humoristen og tegneren Robert Storm Petersen. Storm P., som han blev kaldt, kunne godt se, at den lille Freddy var ked af det, og spurgte ham hvad der var i vejen. Freddy fortalte så, at han blev drillet, hvilket fik Storm P. til at svare: Det skal du ikke tage dig af. Du kan sagtens klare det, for du har både overblik og underbid!
Og det er der jo noget rigtigt i – skal man klare sig i verden, så kræver det overblik og underbid. Overblikket – det er at kunne se, at der er andre end en selv, at se tingene lidt fra oven. Underbiddet – det er at kunne acceptere sig selv med alle de fejl og mangler, man har. Og at kunne leve med dem.
Storm P. elskede at tegne vagabonder, og på en af hans tegninger siger den ene vagabond til den anden vagabond: Da jeg var barn, troede mine forældre, at jeg ikke ville blive til noget særligt. Men jeg snød dem – jeg blev slet ikke til noget.
Vær mod andre, som I ønsker, at de skal være mod jer. Det er Jesu ord til jer i dag, på jeres konfirmationsdag. Og jeg vil sige, at det har I været rigtig gode til i løbet af undervisningen. Så jeg er meget tryg ved at sende jer videre over i ”de voksnes rækker” som det så flot hedder.
Men at være mod andre, som man ønsker de skal være mod en selv kræver en vis styrke – en styrke, som jeg håber I har fået med her fra konfirmationsforberedelsen. For det ligger jo i hele fortællingen om Jesus liv, død og opstandelse, at for Gud er I ikke bare en i mængden. I er noget særligt – I fik Guds løfte som en gave ved jeres dåb – et løfte, som bliver bekræftet her i dag, med jeres konfirmation. Et løfte om, at for Gud er I alle, hver især, noget særligt. Og det er, hvad jeg håber, at I alle kan tage med her fra konfirmationsforberedelsen.
Og skulle I nogen sinde komme i tvivl, så ved i – for det var jo et af kravene for at blive konfirmeret – at der er gudstjeneste her i kirken hver søndag, hvor I er velkomne. Både hvis I bliver i tvivl, eller hvis har brug for at sige tak - eller bare for at være her og nyde samværet, musikken og alt det andet.