Prædiken til Midfaste

Jeg kender folk, der har det med regelmæssigt at gå på slankekur, og de fortæller, at når de er på kur, tænker de næsten ikke på andet end mad. Jeg ved ikke om folk før i tiden havde det på samme måde her i fastemåneden, men dagens bibellæsninger handler jo ikke om andet end mad. Evangeliet er Jesus ord om, at han er livets brød, og den gammeltestamentlige læsning fortæller om, at da Israelitterne gik gennem ørkenen fra Egypten til Israel, sørgede Gud for at de fik noget at spise ved at lade det regne med manna fra himlen.

 Den gammeltestamentlige fortælling minder mig lidt om en historie, jeg hørte engang, om en mand, som levede i Irland tilbage i 1930’erne. Der var hungersnød, og manden levede fra hånden til munden. En dag mødte han så en ven, som var emigreret til USA. ”I USA er der alting, vi har alt. Der mangler ikke noget. Livet er nemt – pengene ligger og flyder på gaden, det er simpelthen bare at samle dem op”

Det lod vores ven sig ikke sige to gange. Han solgte hvad han havde, købte en enkeltbillet til New York. Da han steg af færgen, og slendrede ned ad kajen, så han pludselig en 100 dollarseddel, som blev ført med vinden og landede lige så stille oven på mandens skosnuder. Han stoppede op, kiggede lidt ned på sedlen, men rettede sig efter et øjeblik op og sagde ”Nej, ikke om jeg gider arbejde den første dag, jeg er herovre”

Når denne lille vittighed har prentet sig ind, er det fordi jeg ikke kan lade være med at tænke videre. Hvad sker der, når manden finder ud af, at pengene ikke flyder på gaden, og at han har ladet en stor formue gå hans næse forbi? Hvordan vil han så have det?

Jeg kan ikke lade være med at føle med ham. For en ting er at gå glip af noget, som man aldrig rigtigt har haft chancen for. Noget andet er at gå glip af noget, som man kunne have fået. Og så stå tilbage med ingenting. Andet end en bøn om en chance til. Og for manden her bliver den bøn nok fadervor – ikke mindst ordene; ”Giv os i dag vort daglige brød”

Når vi beder bønnen "giv os i dag vort daglige brød," så er der ifølge Luther tale om en bøn om alt det, vi har brug for til at leve.
Luther remser i den lille katekismus op, hvad det er, vi har brug for. Nemlig: mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.
For Luther var det daglige brød ikke bare en portion mad. Det er selve det i livet, som gør, at vi kan føle os glade og trygge. Det er det, som vi vil kalde det allermest nødvendige.

Men hvad er så det allermest nødvendige? Ja, her er der to historier, som jeg kommer til at tænke på. Den ene er en rekord fra Guiness Rekordbog, hvor de under afsnittet om faste fortæller om en nonne fra Tyskland, som i 28 år kun levede at den daglige nadver – det vil sige den smule vin og det lille brød, som man fik der. Så når vi taler om livets brød, må vi sige, at hvis vi går til ekstremer, kan nogle nøjes med næsten ingenting.

Den anden historie er en lille fortælling om kejser Frederik den første af Tyskland, som var en mægtig kejser og en god kristen. På et tidspunkt kan han i diskussion om, hvilket sprog, der var det oprindelige sprog, og kejseren besluttede derfor at iværksætte et forsøg. Han tog nogle små nyfødte børn fra et børnehjem, puttede dem i hver sit rum og gav nogle tjenere ordre til, at de skulle sørge for disse børns fysiske behov, vand, mad og så videre, men skulle ellers holde sig væk og måtte under ingen omstændigheder tale til dem. På denne måde ville børnene ikke høre noget sprog, og når de så blev så gamle, at de begyndte at tale, ville de tale det sprog, som var det oprindelige.

Kejseren var overbevist om, at børnene ville tale hebraisk, for det var jo det sprog, som Jesus talte, og det sprog, som man troede, at englene talte. I kan jo overveje, hvilket sprog I tror, at børnene talte.

Og det rigtige svar er – ikke noget! For børnene døde alle sammen inden de blev gamle nok til at tale. Og de døde ikke af mangel på mad, for det havde kejseren jo bestemt, at der var nok af. De døde af mangel på noget, der er meget vigtigere end brød, grød og flæskesteg! De døde af mangel på kærlighed.

Jeg er det levende brød – siger Jesus. Det levende brød er den levende kærlighed. Den levende omsorg, som Gud har for os. Det levende håb, som gør livet værd at leve.

"Har man én gang mærket, at nogen holder af en, så kan man aldrig mere blive fuldstændig alene. Så er det aldrig mere muligt at give helt op." Sådan skriver forfatteren Peter Høeg i sin roman: "De måske egnede." Her siger hovedpersonen også, at hvis man bare én gang har mødt kærligheden, da kan man aldrig mere synke helt, men man vil for altid længes efter lyset igen.

For at kærligheden kan forandre, kender vi jo mange eksempler og fortællinger om. En af de smukkeste er den italienske film "Børnetyven" fra 1992, der handler om en 11-årig pige og hendes 9-årige lillebror. De bor i det værste slumkvarter i Milano, hvor det handler om bare at overleve.
Derfor sælger moren da også pigen til prostitution, for at tjene lidt penge til mad, og da det bliver opdaget, kommer moren i fængsel, og børnene får at vide, at de skal flytte til et børnehjem langt nede i Italien. Det bliver en ung politibetjent, der så skal følge børnene hen til børnehjemmet, og de rejser med toget gennem Italien.
Det er en svær opgave for den unge betjent her, for pigen er meget oprørsk og mistroisk, og så er hun fuld af had. Og drengen har det også svært, men han lukker sig inde i sig selv og vil ikke sige noget som helst.

Det bliver til en lang og besværlig rejse; men efterhånden som politibetjenten begynder at fatte, hvor dårligt børnene har det, og begynder at forstå, hvor forladte og ensomme de to børn egentlig er, får han medfølelse med dem og begynder et vise omsorg. Han tager børnene med hen på besøg hos sin familie, og da pigen så kommer i vanskeligheder, så tager betjenten hendes parti og beskytter hende.

Dét har pigen aldrig prøvet det før; det at få kærlighed og omsorg fra et andet menneske; uden at skulle yde noget til gengæld; lige så langsomt går den hårde mine i opløsning hos hende.

Og da drengen opdager, hvor glad betjenten egentlig er for sin familie, hvor glad han er for at se sin bedstemor igen, ja, og da drengen ser, hvor meget to mennesker egentlig kan holde af hinanden, er det som om, at den mur af utilnærmelighed, som drengen her har bygget op omkring sig, at den begynder at falde fra hinanden; og drengen begynder at tage imod betjentens venlighed og omsorg.

I slutningen af filmen ser vi, hvordan drengen sidder og fryser på en fortovskant. Han er ked af, at de nu skal forlade betjenten her og flytte ind på børnehjemmet. Han er virkelig ked af, at han nu skal skilles her fra betjenten, for han er egentlig den første rigtige ven, han har haft.

Da pigen ser, hvordan hendes bror sidder og er så ked af det, sætter hun sig ned ved siden af ham og lægger sin jakke hen over hans skuldre. Hun prøver at trøste ham og fortæller ham, at han sikkert godt kan spille fodbold på børnehjemmet, når de nu skal flytte derind.

Der er altså sket noget af en vending for børnene. Vi er gået fra den tavse og lukkede dreng, og den oprørske og mistroiske pige, til en dreng, der ikke vil skilles fra sin første ven og til pige, der nu formår at trøste og vise omsorg. Alt sammen, fordi, som Peter Høeg siger det, at har man én gang mærket, at nogen holder af en, så kan man aldrig mere blive fuldstændig alene. Så er det aldrig mere muligt at give helt op.

”Jeg er livets brød, siger Jesus, den, der kommer til mig, skal aldrig sulte”. For hans historie er jo en historie på linie med børnetyven. Det er også en historie om, hvad der sker, når kærligheden kommer til verden. Og alligevel med en vigtig forskel. For i børnetyven må betjenten nøjes med at vise, hvad kærligheden er, og hvad den kan gøre og så efterlade børnene ved børnehjemmets port. Gud har ikke efterladt os ved nogen port. Tværtimod, så gik han ind i døden for os, netop for ikke at efterlade os, men være med os, også efter at livet, som vi kender det, er ophørt. Der er ikke et område, som ikke har ikke mærket Guds kærlighed.

Derfor kan vi også bede vores bøn – giv os i dag vort daglige brød – men vi kan gøre det med eftersætningen ” for dit er livet, magten og æren i evighed, amen”.

Tilbage til liste over prædikener