Nåde være med jer og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus.
Politikens ”At tænke sig” havde i går en lille kommentar til, at Venstres politiske ordfører Jens Rohde har meldt sig ud af folkekirken i protest imod præsternes politiske juleprædikener. I ATS blev Rohde citeret for at sige: Jeg kan ikke forstå, at præsterne prædiker så meget om, at vi skal hjælpe de fattige – for I bibelen hedder det jo ”Guds rige”.
En af de præster, som Jens Rohde ikke ville være enig med – Salmedigteren Hans Anker Jørgensen, der har været en af fortalerne for en venstreorienteret politisk teologi herhjemme, har i salmen ”Du som gir os liv og gør os glade” en linie, der også spiller på rig eller fattig. Det hedder ”Tjen hinanden, I er alle lige. Der er ingen rige i mit rige!” – hvor salmebogskommissionen ville udelukke denne salme af salmebogen på grund af denne linie. Ikke fordi den var politisk, men fordi de mente, at det var at vende tingene på hovedet. I guds rige er vi ikke fattige, sådan som Hans Anker Jørgensen, siger det, men derimod rige – så linien skulle have lydt. ”Vi er alle rige i mit rige” – men det ville Hans Anker naturligvis ikke være med til, for så ville salmen uforvarende stille sig på de forkertes side. På de riges overfor det fattige.
Og Hans Anker Jørgensen har ret så langt, at Guds rige handler om retfærdighed. Men det handler om mere end det. Det handler også om fred og glæde. Det Guds rige, som vi bliver en del af i dåben, er mere end bare en kamp for en retfærdig verden. Det er en tro på, at der er en almægtig Gud, der giver livet mening – på trods af alle problemer.
Og skal jeg uddybe det, må jeg fortælle jer årets første juleeventyr – skrevet af den Canadiske forfatter Alastair Macleod. Han fortæller om sin egen eller en andens jul tilbage i 1977, dengang han stadig var en 11 år gammel. Han boede på en gård helt ude i det østlige Canada sammen med sine forældre, hvor faderen desværre var syg og ikke rigtigt kunne arbejde. Ud over forældrene består familien af 2 ældre søstre og 3 yngre brødre. Og så var der endnu en bror, den ældste af børneflokken, som var flyttet hjemmefra og arbejdede i nærheden af Toronto, over 1000 kilometer fra Familiens gård.
Drengen tænker meget på den kommende jul og ikke mindst på julemanden. Han tror stadig på julemanden, men synes at det bliver sværere og sværere jo ældre han bliver. Men han forsøger alligevel at holde fast i sin tro. Som han siger :
”Det er sandt at man i min alder ikke rigtigt tror på ham. Alligevel så håber jeg på alle de muligheder, der er forbundet med ham på samme måde som en druknende mand vinker desperat til lyset fra et skib i en stormfuld mørk nattetime. For uden ham, ligesom uden den druknende mands skib, vil vores skrøbelige liv være meget mere desperat. ”
Livet på gården er naturligvis præget af at faderen er syg, men alligevel så gør alle sig rede til jul, selv om den barske canadiske vinter ikke gør livet nemmere. De er alle spændt på, om det lykkes storebroderen at komme hjem til jul, og den 22. december – to dage før juleaften - ankommer han, træt, men lykkelig Og derefter er det som om at julen pludselig er begyndt. Juletræet fældes, hesten får nye sko på og kanen gøres klar, så man kan køre ind til byen og deltage i julegudstjenesten.
I Canada kommer julemanden om natten mellem den 24. og 25 december, så børnene bliver sendt i seng, og får deres gaver når de vågner op om morgenen. Da drengen og hans søskende vender tilbage fra julegudstjenesten bliver hans yngre brødre sendt i seng, mens han bliver bedt om at blive sammen med de voksne. Og så tager hans mor julegaverne frem. På hans brødres pakker står der ” Fra julemanden”, men det gør der ikke på hans gave mere, og som han siger, det vil der aldrig gøre igen.
”Alligevel føler jeg mig mere rørt end udsat for et tab ved pludselig at befinde mig her på den voksne side. Det er som om jeg pludselig har bevæget mig ind i et nyt rum og hørt døren låse sig bag ved mig.
Men så ser jeg på dem omkring mig. Jeg ser på mine forældre, der står sammen foran juletræet. Min mor har sin hånd på min fars skulder, og han holder som altid sit lommetørklæde. Jeg ser på mine søstre, som allerede har krydset denne barriere før mig, og nu hver dag rejser et lille stykke længere væk fra det barndomsland, som de kendte som små piger. Og jeg ser på min magiske storebror, som har rejst igennem et halvt kontinent for at fejre jul med os, med alt hvad han har og er. De står der, som et billede af omsorg og kærlighed”
At tro er hjertets tillid til Gud, siger Luther, og det er ganske rigtigt at tro og tillid har noget med hinanden at gøre. Jeg har ganske kort genfortalt denne lille historie fordi jeg synes den er så let at sætte sig ind i. Drengen, hvis far er syg, og hvor han ikke ved hvordan det går, at han holder fast i troen på julemanden kan ikke undre – for vi kan selv forestille os hvad betydning det har for familiens økonomi at faderen ikke kan arbejde – og derfor er det fristende at tro på, at er er en godt væsen som julemanden, der giver gaver – for man ved godt hvor mange penge far og mor ikke har. I en uhyggelig verden ønsker vi alle at tro på de gode ting. Tro på, at der er nogen der løser ens problemer.
Vi søger efter midlet der kan løse vores problemer, det, som kan give os lykken. Det kan man så forsøge at finde ved at stræbe efter rigdom, eller efter berømmelse, eller måske efter evig ungdom, sådan som plastikkirugerne lover den – eller måske noget helst fjerde. Men denne tro på, at penge, berømmelse eller ungdom er lykken, ja, den er som drengen beskriver sin tro på julemanden – som en druknende mand, der vinker desperat til lyset fra et skib i en stormfuld mørk nattetime. En tro der bunder i, at hvis der ingen tro var, så var livet meget mere desperat.
Men der er anden tro, der er mere at tro på end julemanden, og det er det, som drengen ser juleaften. Den aften sker der et skifte, og han bliver forandret, men det er vel at mærke en forandring man ikke kan se. Han bliver taget ind og deltager i de voksnes juleritual, som er at gøre gaverne til de mindre børn klar og at give hinanden gaver.
Det er ikke uden grund jeg bruger ordet Ritual, for det er jo det, som det er. ligesom at når man først en gang er døbt, så kan man ikke blive udøbt igen, sådan ved drengen godt, at der er sket en forandring, at man ikke kan gå tilbage – døren er lukket bag ved ham.
I vores moderne naturvidenskabelige verden, hvor alt skal måles og vejes, vil man sige at dåben er en gammel rite som ingen betydning har, for rent fysisk er det bare lidt vand over hovedet og nogle ord. Men som denne lille fortælling om drengen viser, så behøves der ikke at ske en fysisk forandring før noget er forandret. Forandringen ligger i at man bliver sat ind i en ny sammenhæng, i en ny ramme.
Og denne nye ramme, det er den vi hører om i dagens evangelium, hvor disciplene forøger at holde nogle børn væk fra Jesus, men hvor Jesus går i rette med dem og netop beder dem om lade børnene komme til ham. Jeg vil ikke besvære jer med en større forklaring om hvordan man opfattede børn på Jesu tid, for det vigtige er ikke at de er børn, men derimod at de gerne ville være sammen med Jesus. Alle der søger, alle der ønsker fællesskab er velkomne – også selv om de som børnene kan være presset derhen af deres mødre.
Da børnene er kommet derhen, ja , da ”tager han dem i favn og velsigner dem”. I kirken velsigner vi på afstand, selv om vi, ved dåben lægger hånden på hovedet af barnet, men her var det mere end en håndspålæggelse, der er at tage dem i favnen, at omarme dem, som det hedder med et gammelt udtryk.
Hvad der sker, når Gud omfavner os, som det sker i dåben, kan vi ikke rigtig sige noget om. Men hvis vi går tilbage til fortællingen om drengen, så sker der det for ham, at da han må opgive sin desperate tro på julemanden, så får han noget andet i stedet for. Han bliver en del af et fællesskab, det fællesskab, som hans forældre, hans søskende og ikke mindst hans magiske storebror, der er den som er kommet langvejs fra medbringende både sig selv, julestemningen og gaverne, udgør. Han er blevet taget i favn, lidt på samme måde som drengens familie tog ham i favn.
Det som drengen oplevede ved sin jul, var det mirakel at føle sig elsket. At føle at der er nogen der holder af en. At man ikke er alene, men at der er nogen, som vil være der for en. Og det er det samme mirakel, som vi oplever ved dåben – at der er kærlighed. At Gud viser os at han elsker os, og vi have os som sine børn. At vi bliver taget i favn og velsignet.
Det er det, som David eller hvem det nu er der har skrevet salme 8 så smukt siger. Han kan fornemme kærligheden, omsorgen, fællesskabet – og behøves blot at se op på skaberværket, alt det som Gud har skabt, for at fornemme at der er kærlighed bag alt.
Når jeg ser din himmel, din hænders værk, månen og stjernerne, som du satte der : Hvad er da et menneske, at du holder af det
Et menneskebarn, at du tager dig af det ?
Hvad mere er der at sige – Andet end på hebraisk at sige det står fast, og det vil jeg gøre med et -
Amen