Prædiken til fjerde søndag efter Hellig tre konger.

Nåde være med jer, og Fred, fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus- Amen.

Hvem kan gå på vandet? - Ikke nogen mennesker, jeg har mødt, undtagen når der er is på, men dét gælder ikke.

Dagens historie om Jesus, der kommer vandrende på søen, og Peter, der prø­ver at gøre det samme, men plumper i, er uden diskussion en af de mest kendte historier fra NT.  For det er en af de fortællinger, som man ikke kan få ud af hovedet, når den først er kommet ind. Man kan tænker over den, længe – man kan forvirres af den,  man kan irriteres på den – men man kan ikke glemme den!

Det er lige så umuligt som at gå på vandet!

For udtrykket ”at gå på vandet” er blevet til et mundheld, og til et hav af (om jeg så må si­ge) vandede vittigheder. Den er også blevet gjort til symbol på en kæm­pe­stærk tro. Eller rettere sagt, når der er tvivl om, hvorvidt troen  er så stor, som det lyder, så falder replikken: "Tror du måske, du kan gå på van­det?"  

 Men fortællingen om Jesus, der går på vandet, og Peter, der falder i, får nogle billeder frem i os alle sammen. Nogle billeder, som på godt og ondt fortæller noget om, hvordan den historie påvirker vores tro.

Det første billede er, at ”det kan jo ikke være rigtigt”! Sådan tror jeg, de fleste har det med denne fortælling. Det kan jo ikke være rigtigt. Han må have snydt, ham Jesus. Eller også er der en anden, der har gjort det. Der har været så mange forklaringer på, hvordan dette har kunnet lade sig gøre, uden at naturlovene er blevet brudt. Den mest opfindsomme var, at det var meget tåget, og at Jesus derfor sikkert har gået på bredden, men disciplene har troet, at han har gået på vandet.

For der er jo det specielle ved denne fortælling, at den er så dagligdags. Det er noget, vi alle kan forholde os til. I modsætning til opstandelsen, for ingen af os har prøvet at dø, men vi har alle prøvet at gå på vandet – og synke i.

Det næste billede er heldigvis et, som jeg aldrig selv oplevet – nemlig af de personer, som har skullet teste deres tro ved at gå på vandet. Men jeg har læst om højstemte prædikanter, som i årenes løb havde prædiket så glø­den­de om nødvendigheden af at vinde sig en stærk og sikker tro, at de til sidst men­te om sig selv, at de selv havde denne tro. Og opildnet af deres begej­stre­de disciple kom de til det punkt, hvor de måtte aflægge prøven: at de kunne gå på vandet.

  Den historie er kort fortalt: De plumpede i. Og det havde de ærligt for­tjent. For "du skal tro på Gud, du skal ikke tro på din tro!"

  - Var det måske ikke også derfor, Peter sank i?

  Man kan se ham for sig, da han sidder i sin fiskerbåd med opspilede øjne og prøver at få sig selv til at tro på, at det virkelig er Jesus, der går déru­de på vandet. "Herre, hvis det er dig," siger han åndeløst, "så byd, at jeg skal kom­me ud til dig!" – Og Jesus rækker hånden ud mod ham: "Kom!"

Og man kan næsten forestille sig, hvordan Peter skræver over rælingen og sætter sin fod ned på en bølge. Først den ene fod, og så den anden fod. Og da han har fundet fodfæstet går han fremad, fra bølge til bølge, med øjnene stift rettet mod Jesus. - Indtil han pludselig hører, hvor det stor­mer, ser ned på sine fødder og sanser, hvad det er, han har gang i. Han ser sig selv. Sin fod, der træder på en skummende bølge­top. Han ser, at han gør noget, der ikke kan lade sig gøre.

Det er, da han flytter opmærksomheden fra Jesus og til sig selv, at han pludselig kun ser alt det, han ikke kan: dét, som han aldeles ikke har format til, og som slet ikke kan lade sig gøre. Og da er de, han synker i. Hvad ellers? - "Herre, frels mig, jeg går under!" råber han. Og Jesus rækker hån­den ud og trækker ham op af vandet. "Du lidettroende!" siger han. Og Peter har fået en lektion i, hvad tro er, som han og de andre aldrig vil glemme: Du skal tro på Gud, du skal ikke tro på din tro!

Nej, det at gå på vandet, det har aldrig nogensinde været beregnet på at bruges som en målestok for, hvor imponerende vores egen tro er. Hvis det er kristen tro, vi taler om, så handler det ikke om, hvor stor, hvor lille, hvor sikker eller hvor usikker vores eget mål af tro er; det handler om at koble sig på Kristi kræfter og lade ham om at bære.

  Ærligt talt, jeg synes, at dét er, hvad den historie om vandringen på søen skærer ud i pap for os. Og da vi nu slap den ufrugtbare synsvinkel om "hvo'n Jesus egentlig gjorde?" så synes jeg meget mere den historie kom til at handle om Peters vandring på søen; og hvad det var, der gjorde, at han pludselig ikke kunne mere?

  Det var jo det øjeblik, da han begyndte at kigge på sig selv og gjorde sin egen rolle i det til hovedsagen. Og så lærte vi måske dét: at tro ikke er at kroge sig ind i sig selv, men at se hen på ham, som vi tror på.

  - Det vidste vi da vist forresten i forvejen. Nemlig fra alle de gange, hvor det handlede om at tro på et andet menneske.

Hvilket får mig til at tænke på det tredje billede. Det handler om en af mine kolleger, der lige efter studiet var føl hos en sygehuspræst, og sammen med vedkommende lige havde haft guds­tjeneste på den psykiatrisk afdeling.

Bagefter fik de kaffe sammen med personalet, og en af psy­kia­terne sagde nedladende: "Hvordan kan præster stadig i vore dage præ­dike om at gå på vandet?"

Og som min kollega sagde, hun havde ikke svært ved at holde sin mund, for hun anede ikke, hvad hun skulle have svaret.

  Men sygehuspræsten spurgte tilbage: "Er det ikke præcis, hvad I siger til jeres patienter, når I udskriver dem herfra: Nu skal du gå på vandet!"

  I de øjeblikke der gik, før lægen svarede, kunne han formelig se en ræk­ke af hans patienter passere igennem hovedet på ham. Svage men­ne­sker med alle odds imod sig, der skulle ud i et samfund, hvor kravene var høje, vinden var imod, og jorden bølgede under deres vaklende fødder.

  "Nå sådan," sagde han og så op. Og som min kollega sagde, det var vist først den dag, at hun begyndte at begribe, hvad historien om vandringen på søen ville os.

For der er jo en sammenhæng imellem fortællingen om Jesus vandring på søen og Påske­evange­li­et om Jesu opstandelse fra de døde. Men jeg tror, at de fleste af os har det sådan, at det at dø er noget abstrakt, noget uvirkeligt for os – så uanset hvor urimelig og ulogisk det er, så er det også noget fremmed for os. Det er mere end vi kan overskue. Og et eller andet sted er det måske også mere logisk. Når Gud har skabt livet, så er det egentlig ikke så urimeligt, at Han også kan lade Jesus opstå fra graven og love os mennesker evigt liv.

  - Men at gå på vandet? Dér står vi af.  For ingen af os har prøvet, hvor­­dan det var at være død. Men vi har alle sammen gjort den erfa­ring, at man ikke kan gå på vandet.

  - Hvem kan så gå på vandet? - Ja, hvem kan overvinde døden? Ja, i virkeligheden handler de to ting om det samme, nem­lig om at turde leve, på hans ord.

  For hvem kan da gå på vandet? - Ja, hvem kan overleve døden?

  Svaret er det samme: Det kan intet menneske. Det er umuligt! Men siden Jesus opstod fra graven, er der slået revner i det ord "umuligt".

  Hver gang nogen afslutter en diskussion med et "det er umuligt": Jeg kan ikke lave mig selv om, det er umuligt. Vi kan ikke forandre udvik­lin­gen, det er umuligt! Vi kan ikke standse forure­nin­gen, det er umuligt. Hver gang, så lyder der et drillende spørgsmål fra den historie, vi har hørt i dag: Hvad ser du på, når du siger: Umuligt? Dine egne flade fødder? Eller Ham, som kan give dig nye kræfter?

 For Gud er ingenting umuligt. Hverken at gå på vandet, eller at stå op fra de døde, eller at hjælpe os med vores vaklende tro, så vi kan gøre det umulige muligt.

Amen.

Tilbage til liste over prædikener