Nåde være med jer, og Fred, fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus – Amen.
Hvad ville du spørge Gud om, hvis du kun havde et eneste spørgsmål?
Ja, det er ikke mig, der spørger, men derimod sangerinden Joan Osbourne i sangen ”What if God was one of us”. Men jeg stillede spørgsmålet tilbage til mine konfirmander. Og normalt er konfirmander meget konkrete, så jeg havde forventet spørgsmål som ”Hvorfor skal dem, som vi holder af, dø?” eller ”Hvorfor hjalp du mig ikke, da jeg bad om det?”.
Men i dette tilfælde så var svaret knap så konkret. Det som konfirmanderne ville spørge Gud om, var: ”Hvem er du?”
Men hvem er Gud? Det er jo, som det hedder, et rigtigt godt spørgsmål. Som vi selvfølgelig kan besvare meget simpelt med ”Gud er Jesus, og Jesus kender vi fra evangelierne”. Men vi ved godt, at det ikke er et uddybende svar – i hvert et fald ikke for konfirmanderne, for i den alder skal der jo være et hurtigt og enkelt svar på selv de sværeste spørgsmål. Og selv om vi kan sige, at vi ved rigtig meget om Jesus, så må vi jo også indrømme, at vi i evangelierne ikke får den fuldstændige historie – vi får nogle øjebliksbilleder, som giver nogle brikker til at skabe det store billede af, hvem Jesus var og ikke mindst, hvad han ville.
Men øjebliksbillederne er jo netop hvad ordet siger – billeder af en enkelt episode, og dermed billeder, som kun viser en side af Jesus. Men er det ikke, hvad alle billeder gør. Viser personen i øjeblikket, viser en side af en person.
En af mine kolleger, som har minikonfirmander – det vil sige 3. klasses elever til kristendoms undervisning om eftermiddagen - fortalte, at han altid indleder sit forløb med at bede børnene om at tegne Gud. Og det gør de med stor glæde og iver. Og bagefter er børnene gode til at forklare, hvorfor de har tegnet Gud lige præcis sådan. Men er også klar over, at de kunne have tegnet ham på 100.000 andre måder. For et billede af Gud viser kun en ud af mange sider. Og skal vi have et fuldstændigt billede, hvem Gud er, så vil det kræve et utal af tegninger.
Og så er der jo den anden side af at lave billeder af Gud – det begrænser ens opfattelse. Man har det med at tænke i de stereotyper, som billedet giver.
Det tog man konsekvensen af i Jødedommen, og lavede et forbud mod at lave billeder af Gud, og satte det ind som det tredje af de ti bud. Også fordi der var ret dårlige erfaringer med, at folk havde det med at ikke at kunne kende forskel på Gud og så billedet af Gud – hvis I kan huske historien om guldkalven.
Nu er det jo det ved billedforbuddet, at Gud selv overtrådte det ret grundigt ved at blive menneske i Kristus. Hvilket fik Martin Luther, den gamle reformator, til at lave de ti bud om, så vi behændigt udelod billedforbudet. Også fordi det ikke rigtig blev overholdt, hverken i den protestantiske eller den katolske kirke.
For nogle år siden havde vi jo herhjemme en sag, hvor det gammeltestamentlige billedforbud pludselig blev aktuelt. Provokatøren og maleren Jens Jørgen Thorsen havde fået til opgave at udsmykke en S-togs station, og havde som en del af billedet af malet Jesus hængende på korset med et erigeret lem. Hvilket fik den daværende transportminister Arne Melchior til at beslutte, at udsmykningen skulle males over, for det var upassende og krænkede folks religiøse følelser.
Det lidt underlige er, at Jens Jørgens Thorsens billede jo i sig selv var en protest imod de begrænsning, som billeder giver. For det, han sagde med billedet, var, at der i de billeder, som vi får af Kristus i evangeliefortællingerne, jo ganske mangler en side af Jesus, nemlig den sanselige erotiske. Og det skal vi også have med, for ellers får vi ikke et fuldt billede af, hvem Gud er.
Og så kan vi jo selv give os til at gætte på, Hvad der fik den daværende trafikminister Arne Melchior, der jo var jøde, til at beordre Thorsens billede overmalet. Var det fordi det var en overtrædelse af billedforbudet eller fordi han som jøde ikke mente, at han kunne være ansvarlig for et billede, som fornærmede andre religioner – i dette tilfælde kristendommen?
I den meget ulyksalige sag om Jyllands-Postens Muhammed tegninger, må jeg sige, at der i kristendommen ikke findes noget klart guddommeligt svar for eller imod tegningerne. Personligt kan jeg sige, at jeg selv ville have det meget dårligt med at se Jesus afbildet med en maskinpistol, skydende på sagesløse mennesker. Og at jeg i denne sag er meget fristet til at citere Paulus ord fra første Korintherbrev.: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”. Ytringsfriheden er jo en frihed, og som al frihed, hører der også et ansvar med. Og det synes jeg ikke, at avisen og politikerne har husket på i denne sag.
Men noget andet, jeg kom til at tænke på, er, at billeder, både ordbilleder og de tegnede – hvis de er gode – kan hjælpe os til at komme ind under huden på, hvad det hele drejer sig om. Med et billedforbud er der en stor chance for, at den levende religion ender som en ren lovreligion, hvor det kun drejer sig om, hvad du må og hvad du ikke må. Uden billeder ender det desværre hurtigt med, at det mere bliver et spørgsmål om, hvad Gud siger, at du må og ikke må – i stedet for et svar på det store spørgsmål, som konfirmanderne stillede – nemlig – Hvem er Gud?
I dagens evangelium får vi løftet en lille flig af, hvem Gud er. Vi oplever Jesus i den sidste store tale inden påskebegivenhederne begynder. Vi oplever i den både den angst og den beslutsomhed, som Jesus har. Han ved godt, at det hele ender med korsfæstelse og tortur – men at han skal igennem det, for ellers har alt været forgæves.
Dagens evangeliefortælling foregår i Jerusalem, sandsynligvis dagen før Skærtorsdag. Et par af Jesu Disciple har mødt nogle grækere, som meget gerne vil møde Jesus – så disciplene går tilbage til Jesus og spørger, om de må det. Det her er så Jesu svar. Og når vi hører det, kan vi godt høre, at Jesus på den ene side er lidt fristet – det ville nu være godt, hvis evangeliet kunne udbredes til hele verden uden at han skulle igennem den der korsfæstelse. Men han når knap nok at tænke tanken, før han er klar over, at det ikke kan lade sig gøre. For Gud viser sig gennem Kristus ved at være en Gud, som frelser verden, ikke gennem magt, men gennem afmagt. Skulle vi forestille os en kristendom uden at Jesus blev korsfæstet, ja - så havde det ikke været nogen kristendom. Så havde det blot været endnu en samling religiøse regler. For pointen i korsfæstelsen er netop, at Gud ikke er de stærkes Gud – nej, Gud er med os altid, når vi er svage og magtesløse. For vi skal jo ikke glemme, at kristendommen starter med et nederlag – nemlig Jesu korsfæstelse og død.
Kevin Costner havde en Robin Hood film, hvor tegnet på ægte kærlighed var, når man var klar til at dø for sin elskede. Det er det, som Jesus gør. Han dør – smertefuldt. For at vise os, at kærligheden er stærkere end døden – som det hedder i ”Hil dig, frelser og forsoner”
Men alligevel er Jesus jo ikke nogen supermand. Og det er det, som dagens evangelium fortæller os. Han har tvivl – i hvert et fald et kort øjeblik. Det er tydeligt, at han bliver korsfæstet, ikke fordi han gerne vil blive det og bevise sit macho, men fordi han er nødt til det – hvis kærligheden skal sejre. Dagens evangelium viser os, at Jesus føler med os – at han ikke er hård, men blød. Ikke regelret, men kærlig. Og at det er den kærlighed, som ligger under alt.
Hvem er Gud? Gud er kærlighed – siger Johannes. Men hvordan tegner man det? Jo, et hjerte, siger vi normalt. Men et andet billede kunne jo være et kors. Hjertebilledet fortælles os, at kærligheden er levende – i et hjerte kan man jo næsten fornemme, at det trækker vejret.
Korset fortæller en anden ting om kærlighed, nemlig at den har to sider. At vi i kærligheden er bundet til Gud, og Gud til os. Banket sammen på en måde, så det ikke kan adskilles. For korset binder jo sammen. Fra himlen og ned til os – og fra hjertet og ud af –
Hvem er Gud – Gud er kærlighed – bundet til os med et kors - AmenTilbage til liste over prædikener